Min faglige baggrund
Faglig baggrund
Jeg er uddannet psykolog fra Aarhus universitet i 2006. Gennem uddannelsen beskæftigede jeg mig meget med traumatiske erindringer og skrev blandt andet speciale om traumer og deres rolle i livsnarrativet. I 2009 opnåede jeg en PhD-grad omhandlende funktioner af positive og negative erindringer i livsnarrativet. I de efterfølgende år forskede jeg videre i dette emne og undersøgte således erindringers funktioner i mange forskellige populationer – herunder også i populationer kendetegnet ved meget voldsomme traumehistorier. I 2014 blev jeg ansat som lektor ved Psykologi på Aarhus Universitet og har siden udvidet min forskning til også at inkludere yoga gennem et projekt, der involverer samarbejde mellem yogalærere, kropsterapeuter, psykologer og læger.
I de senere år har jeg fokuseret på min passion – nemlig de traumatiske erindringer og herunder kroppens rolle, og hvordan man kan bruge denne viden i terapi. I 2021 blev jeg færdig med uddannelsen til somatic experiencing terapeut (SE-terapeut) og i 2025 blev jeg desuden certificeret som NARM-terapeut. Derudover har jeg en baggrund som yogalærer, og har dels dyrket yoga i mere end 20 år; dels været medejer af et yogastudie i Aarhus. Jeg har taget flere efteruddannelseskurser i blandt andet traumsensitiv yoga og underviser på uddannelsen i traumeorienteret yoga (TOY) ved Lene Borresen.
Ved udgangen af 2023 opsagde jeg min faste stilling som lektor ved Aarhus Universitet for at blive selvstændig psykolog på fuld tid. Jeg er dog stadig tilknyttet Aarhus Universitet som ekstern lektor, hvor jeg underviser i faget interventionsmetode.